Af Nina Damsgaard
Klokken er tre om eftermiddagen, og en forventningsfuld summen lyder fra de omkring 40 studerende, inden Bauman-opvarmningen skal til at gå i gang. ”Ja, jeg ved intet om Bauman” lyder det fra en, mens en anden ivrigt fortæller sidemanden, at hun har taget popcorn med. De fleste læser idéhistorie eller statskundskab.
Zygmunt Baumans forfatterskab tæller knap 60 bøger samt et hav af artikler. To Bauman-kendere skal gøre de engagerede studerende lidt klogere på den 86-årige polsk-fødte sociolog. Første mand på talerstolen er Ole Morsing, lektor i idéhistorie, som skal give en introduktion til Baumans tænkning.
Bauman blev født i Polen i 1925 og har både læst sociologi og filosofi. Fra 1971 har han boet i Leeds i England. Baumans forfatterskab startede i 1960 og frem til omkring 1980 skrev han primært om social stratifikation, konflikt og klasser og er tydeligt inspireret af Marx. Fra midten af 1980’erne begyndte Bauman at interessere sig for især moderniteten. Fra pladserne i lokalet har vi udsigt til et billede af Bauman på et lærred. Hans øjne vidner om indsigt og hans dybe furer i ansigtet vidner om årelang tænkning og refleksion. Fra 1989 begyndte Baumans interesse for det postmoderne. Begrebet postmoderne bliver dog så uklart og negativt ladet, at han i år 2000 opgiver det helt og i stedet bruger begrebet flydende modernitet som betegnelse for den tid, vi lever i.
Baumans intention i værkerne om den flydende modernitet er ifølge Ole Morsing at forholde sig til og kritisere en verden med færre og færre stabile holdepunkter. Baumans tænkning er ikke simpel, og det gør det heller ikke nemmere, at han gennem sit omfangsrige forfatterskab nogle gange har ændret kurs. Men de studerende ser ud til stadig at kunne følge med. Et par stykker hamrer løs på den bærbare, enkelte tager noter i hånden, og langt de fleste sidder bare og lytter til Ole Morsing, som har taget plads på talerstolen, så han i højre hjørne af lokalet hæves knap en meter op over gulvet.
Moral er et vigtigt begreb i Baumans sociologi. Den er i det postmoderne tilfældig, uforudsigelig og ukontrollerbar, og der ligger ingen etiske grunde bag den. I den flydende modernitet er intet fast. Alt er foranderligt. Mennesket er i konstant forandring, og derfor er det, ligesom samfundet, præget af ambivalens. Bauman er hverken bange for den flydende modernitet eller ambivalensen. Han mener, at vi skal lære at leve med modsigelser. Og det er netop her, hans moralbegreb bliver relevant. For i en verden uden faste rammer og holdepunkter må vi finde moralen frem dybt i os selv. Når man står ansigt til ansigt med et andet menneske, skal man lytte til den indre moral. Den skal danne rammen for vores liv i det flydende moderne.
Efter en pause, hvor blodsukkeret stabiliseres med chokoladekiks, frugt og kaffe, går Ph.d og seniorforsker på Statskundskab Mads P. Sørensen på. Han har medbragt slides og vælger at blive på gulvet.
”Hvis man kun kan ønske sig én ting til sin fødselsdag, skal man ønske sig den,” smiler Mads. Han taler om Baumans bog Modernitet og Holocaust, som er noget nær Baumans mest berømte værk og samtidig en vigtig bog i moderne sociologi. Bogen fra 1989 bliver også afslutningen på Baumans interesse for moderniteten og starten på hans interesse for det postmoderne.
Mads beskriver, hvordan Bauman havde tre motiver til at skrive bogen, som kommer med forklaringer på, hvordan Holocaust var mulig: for det første sad hans kone i koncentrationslejr under Anden Verdenskrig. For det andet mener Bauman, at fænomenet holocaust er blevet misforstået og -forklaret af sociologien, og netop fordi vi ikke har forstået det, så vil det for det tredje kunne gentage sig.
Holocaust er en konstant iboende mulighed i civilisationsprocessen. Moderniteten er altså ikke en tilstrækkelig, men en nødvendig betingelse for, at det kunne ske. Det moderne bureaukrati, den øgede specialisering, arbejdsdeling og rationalitet er nogle af de faktorer, der tilsammen kan forklare holocaust. Nogle mennesker havde under holocaust til opgave at trykke på en knap eller krydse navne af. Men hvis det var det eneste, man skulle og havde fået besked på, så blev det aldrig synligt, at man var med til at slå en masse mennesker ihjel. Der var altså ikke en klar forbindelse mellem intention og handling. Meget få var direkte involveret i menneskedrab. Alle passede bare deres arbejde og gjorde deres pligt.
Mads viser et par korte film om Stanley Milgram berømte forsøg Behavioral study of obedience fra 1962. I en af filmene ser vi forsøget afprøvet i Danmark. I Milgram-eksperimentet, som det også kaldes, skal en forsøgsperson give en person i et andet rum stød, hvis denne ikke kan svare på en række spørgsmål. Stødene bliver stærkere og stærkere, og skrigene på den anden side af væggen bliver højere. Hvad den stødgivende person ikke ved er, at personen i det andet rum er en skuespiller og slet ikke får stød. En forsøgsleder i kittel er til stede og opfordrer forsøgspersonen til at fortsætte. En stor del af forsøgspersonerne endte med at give den anden person stød på højeste styrke på trods af skrig og tiggen om nåde. Målet med forsøgene er at vise, hvordan regler, pligtfølelse og lydighed påvirker det enkelte menneskes frie valg, uafhængighed og samvittighed.
Forsøget er et eksempel på noget af det, som ifølge Bauman er med til at forklare Holocaust. Nemlig, hvor lydige mennesker er over for en autoritet og en autoritær kontekst, selvom det, de gør, måske går imod deres samvittighed og medmenneskelighed.
Det er i denne kontekst, at vi må vende os mod Baumans moralbegreb. Det er nemlig i et system, hvor rationaliteten og reglerne peger i en anden retning end etikken, at man skal lytte til og bruge den indre moral. Det er i mødet mellem mennesker, at man skal grave den gode moral frem. Når man står ansigt til ansigt med et andet menneske, skal den indre moral altid veje tungere end de udstukne regler og strukturer, som de sociale systemer har skabt.
Diskussionslystne studerende er der nok af, men klokken rammer hurtigt seks, og det er tegnet til at runde af. Selvom det kan være svært at følge med i Baumans tænkning og refleksioner, virker det som om, de studerende føler sig lidt bedre rustede til at opleve Bauman live.
Foto: Lars Kruse/AU Kommunikation
