Af Nina Damsgaard
En lille, rundrygget og hvidhåret mand er årsagen til et fyldt auditorium en mandag eftermiddag på Aarhus Universitet. Men manden er ikke hvem som helst. Zygmunt Bauman er en af sociologiens vigtigste tænkere, og selvom han virker træt og nærmest er faldet helt sammen på stolen, mens han venter på, at det hele skal gå i gang, så fejler iveren og engagementet intet, da Bauman først træder op på talerstolen. Bauman er trods sine 86 år veloplagt, ironisk og stadig skarp, når han reflekterer over det flydende, moderne samfund. Men han er også blevet gammel. Derfor har han et ønske om, at ungdommen nu må tage over for ham.
Foto: Lars Kruse/AU Kommunikation
Bauman er kommet hele vejen fra Leeds til Aarhus Universitet for at holde en forelæsning som en del af forelæsningsrækken ”Aarhus Lectures in Sociology”, der arrangeres af CESAU. Bauman har et særligt forhold til Aarhus, idet en af hans vigtigste inspirationskilder er den danske teolog og filosof K.E. Løgstrup, som havde base i Aarhus. Forelæsningen i dag hedder ”Liquid Modernity revisited” og henviser til Baumans bog ”Liquid Modernity”, der udkom i 2000. I dag, 12 år efter, skal vi sammen med Bauman besøge bogens univers og refleksioner på ny.
I hjørnet af auditoriet har stakbogladen disket op med papkasser proppet med bare nogle af de bøger, Bauman har udgivet. Han har skrevet over 60 bøger gennem sit mangeårige virke, og flere af dem har haft stor betydning for den moderne sociologi og sociologiske tænkning. Der bliver hurtigt kø rundt om papkasserne.
Forelæsningen bliver filmet. Selvom Bartholin auditoriet rummer 235 mennesker, er det langt fra alle interesserede, der har fået billet til arrangementet. Både studerende, undervisere og forskere har indtaget pladserne og skaber tilsammen et virvar af stemmer. Stemningen er god, og de fleste sidder klar med fyldte vandflasker, frugt og slik allerede en halv time før tid.
Larmen forstummer, da Baumans stemme lyder i lokalet. Han starter med at tale om den flydende modernitet, som vi lever i. Intet er fast, alt er foranderligt. Sociale systemer og institutioner fungerer ikke længere som referenceramme for menneskets handlinger og liv, og derfor er vi nødt til at finde på andre måder at organisere os på, som ikke er afhængige af udstukne strukturelle rammer. Det kræver, at mennesket er yderst flexibelt og omstillingsparat og hele tiden kan ændre retning, opsige forpligtelser og gøre det uden at fortryde. En vigtig pointe er ifølge Bauman, at vi ikke skal være bange for det flydende. Målet er ikke en tilbagevenden til det faste og solide, men derimod en accept af, at vi ikke kan indfange og fiksere fremtiden. Dernæst skal vi så finde ud af, hvordan vi indordner os og opnår et godt samfund på disse præmisser.
Bauman taler flere gange i løbet af de knap to timer om Facebook, og man får den fornemmelse, at han selv har været inde og udforske hjemmesiden. Men det vil også give mening, for hvad er mere oplagt end at tale om Facebook og sociale medier i relation til den flydende modernitet. Facebook er et eksempel på, hvordan vi hele tiden kan fremstille os selv på nye måder og dermed give andre mennesker lige netop det billede af os selv, som vi ønsker, de skal have.
Bauman når også at tale om consumerism, og kritiserer vores samfund for at centrere sig om forbrug. Denne kritik har også en central plads i bogen ”Liquid Modernity”. Han beskriver, hvordan det har betydning for balancen mellem vores arbejdsliv og privatliv.
”Instead of spending more life with your child you can buy large presents. The market works as a mediator to fulfill needs.”
Bauman kommer også ind på globaliseringen, som han tidligere har været meget skeptisk over for, men som i denne forelæsning ikke får en særlig hård medfart. Dog understreger han et vigtigt problem i forhold til globaliseringen. Nemlig det opbrud, der har været mellem politik og magt. Forstået som et opbrud mellem evnen til at beslutte ting og evnen til at føre dem ud i livet. Bauman forklarer:
“In order to act effectively you need both. Today power is global but politics is local. So now we have power that is absolutely free to do what it wants and politics that is not able to act.”
På baggrund af denne udtalelse kommer Bauman med en opfordring til alle I auditoriet:
“Your life will be spend resolving this issue. We need to invent global politics.”
Det er også her, Bauman indikerer, at hans tid som sociologisk tænker er ved at være slut. Det er op til ungdommen at finde løsninger på, hvordan vi kan overkomme den flydende modernitets udfordringer. Hans sidste ord henvendes til de mange mennesker i auditoriet og formentlig til ungdommen generelt:
“So it’s up to you to do something about it!”
Til sidst er der både tid og overskud til spørgsmål. Bauman er oprigtig interesseret i at høre, hvad de studerende har at byde ind med, og han stiller sig helt tæt på dem, for rigtigt at kunne høre, hvad de spørger om. Det ser ud som om, at han på trods af sin højde og alder virker utrolig ærefrygtindgydende på nogle. Formentlig fordi han nyder så stor faglig respekt i hele verden. Og derfor skal man have styr på sin teori, før man begiver sig ud i en diskussion med manden. Bauman leverer lange og velovervejede svar til spørgsmålsstillerne. Men efter tre spørgsmål er han ved at være træt. Han sætter sig ned og flyder helt ud på stolen. Det er Mads P. Sørensens tegn til at runde af. Bifaldet vælter ned over Bauman, som skriver et par autografer, før han tager sin grå six-pence hat på og forlader auditoriet og Danmark.
