Aarhus Universitets segl

9. nyhedsbrev

DANSK SOCIOLOGKONGRES – CALL FOR PANELS

I forbindelse med Dansk Sociologkongres 2012 inviterer CESAU og Dansk Sociologforening alle interesserede til at foreslå paneler. Målet med workshop-sessionerne er at give kongresdeltagerne mulighed for at fremlægge og få indblik i den nyeste sociologiske forskning. Emnet for de enkelte workshops kan være relateret til konferencens overordnede tema, Troubled Identities, eller omhandle andre sociologiske emner, udvalgte sociologiske teoretikere eller sociologiske metoder. For at integrere keynotes og udenlandske deltagere håber vi, at flere workshopper kan afholdes på engelsk. Forslaget til paneler skal indeholde en titel, en kort præsentation af emnet, forslag til mulige workshopledere samt angivelse af workshopsprog.

Som workshopleder har man ansvaret for at udfærdige et call for papers og sørge for, at sessionen forløber planmæssigt. Et panel er typisk af 1½ times varighed og kan rumme tre til fire papers. CESAU bistår med den praktiske organisering af de enkelte workshopper såsom håndtering af tilmeldinger og distribution af papers. Oplæg og ideer til workshoptemaer samt workshopledere sendes til Kristoffer Stegeager (ks@cesau.au.dk) inden den 1/9-2011.

  • Læs mere om konferencen her

 

LUHMANN-KONFERENCE 2011: LUHMANN OG SUNDHEDSSYSTEMET

Luhmann og sundhedssystemet har hidtil ikke været et tema i konferencesammenhænge, hvilket der rådes bod på med dette års Luhmann-seminar, som løber af stablen den 9. december. Temaet er valgt, da området ustandseligt giver anledning til samfundsmæssig kommunikation, og da Luhmanns teori giver stærke begreber og distinktioner til at iagttage kommunikationen gennem. Systemteoretisk opfyldes funktionen i sygdomsbehandling på basis af en orientering mod koden syg/rask. Denne distinktion strukturerer kommunikationsfeltet mellem patienten og sundhedspersonalet generelt. Sygdomsbehandlingens funktion kan ikke opfyldes andetsteds i samfundet – hverken magt eller penge kan helbrede. Sundhedssystemet underlægges imidlertid kritik fra mange sider i samfundet: I medierne meddeles kritiske informationer fra samfundets øvrige funktionssystemer såsom det økonomiske – ønsket om besparelser. Fra det juridiske – ønsket om åbenhed omkring fejlvurderinger. Fra det videnskabelige – manglende rygdækning for tiltag i det medicinske system osv.

  • Læs mere om Luhmann-konferencen her

 

PH.D.-KURSUS: SOCIOLOGISKE ANALYSESTRATEGIER (10 ECTS)

CESAU udbyder i oktober og november ph.d.-kurset ”sociologiske analysestrategier”, som giver deltagerne et overblik over klassiske og moderne sociologiske tilgange og en skærpet sans for, hvordan de bringes i anvendelse i analyser af aktuelle forhold. Kurset består af 10 kursusdage med introduktioner til klassiske og moderne sociologiske tænkere, gæsteforelæsninger ved AU-forskere, der anvender sociologien i deres forskning, og en ph.d.-workshop med projektpræsentationer fra deltagerne.

  • Læs mere om kurset her.

PH.D.-KURSUS I NVIVO (1 ECTS)

I november udbyder CESAU et to-dages kursus i NVivo – et computerprogram, der er designet til at systematisere kvalitative undersøgelser. Kurset fokuserer på de dele af NVivo, som er særligt relevante for kursusdeltagernes brug af programmet i egen forskning. Deltagerne kommer til at bruge programmet i praksis, og underviserne vil i løbet af kurset diskutere og eksemplificere, hvordan programmet kan benyttes i de enkelte forskningsprojekter.

  • Læs mere om kurset her.

 

PHD.D.-KURSUS: PROFESSIONSSTUDIER I ET SOCIOLOGISK PERSPEKTIV – EN INTRODUKTION (5 ECTS)

Formålet med dette ph.d.-kursus er at give en introduktion til forskellige sociologiske perspektiver på studiet af professioner. Sigtet er analysestrategisk, der introduceres til forskellige tilgange til og centrale begreber i studiet af professionerne, komparativt, dvs. med fokus på forskelle og ligheder mellem forskellige professioner, og endelig problemorienteret, dvs. med særligt blik for aktuelle empiriske forskningsspørgsmål og udfordringer. Undervisningsformen vil veksle mellem forelæsninger, gruppearbejde og oplæg fra de studerende. Kurset tæller 5 ECTS-point.

  • Læs mere om kurset her.

 

CESAU OPRETTER PH.D.-GRUPPE

En gruppe ph.d.-studerende har netop oprettet en procesgruppe for ph.d.-studerende på AU for hermed at skabe et forum, hvor det er muligt at mødes med andre ph.d.-studerende. Ph.d.-forløbet strækker sig over tre eller fire år, hvilket betyder, at man som nyansat ph.d.-studerende går ind i en lang proces fyldt med rutsjeture op og ned. Formålet med gruppen er at skabe et sted, hvor man som ph.d.-studerende kan støtte hinanden i ph.d.-forløbet. Gruppen er åben for alle ph.d.-studerende på AU, som har en sociologisk vinkel på deres projekt. Der afholdes møde to gange om måneden, og datoerne annonceres på CESAU’s hjemmeside.

  • Tilmeld dig her, hvis du også mangler et procesforum.

Når du har tilmeldt dig gruppen, kommer du automatisk på mailinglisten, som bl.a. vil informere om mødetidspunkter. For yderligere information kan du kontakte Josefine Dalum Hansen, joda@dpu.dk

 

NYT FRA CESAU'S STUDENTERGRUPPE: OPSTART AF NY SOCIOLOGISK STUDIEKREDS I EFTERÅRET 2011

Studentergruppen har været beskæftiget med at udarbejde en læseplan og finde gæsteforelæsere til en ny sociologisk studiekreds med start i september 2011. Studiekredsen vil samle sig om læsningen af Axel Honneths Kamp om anerkendelse (1992). I indledningen til værket skriver sociolog Rasmus Willig følgende:

"Honneths anerkendelsesteori er (…) ikke begrænset til et identitetsteoretisk perspektiv, men omfatter også en større teori om de grundlæggende dynamiske konflikter, der driver samfundets udvikling og sætter betingelserne for dets integrerende stabilitet."

De fleste mødegange vil være 'rene' diskussionsgange, mens andre vil bestå af et indledende oplæg af en gæsteforelæser og efterfølgende diskussion af oplægget og dagens litteratur.

Studiekredsen henvender sig bredt til alle interesserede studerende ved AU. Ingen forkundskaber er nødvendige – det eneste deltagerkrav er lysten til at diskutere.

  • Programmet for studiekredsen og information om tilmelding m.m. kan findes her. (Pdf-fil)

KALENDER

Dato/sted Arrangement

23/8, kl. 15.15, Byg. 1580, lok. 349

Møde i forskergruppen Kultur og Samfund

7/9, kl. 15-17 (sted følger)

Første møde i CESAU’s studentergruppes nyopstartede sociologiske studiekreds

Oktober/november

Ph.d.-kursus: Sociologiske analysestrategier

November

Ph.d.-kursus: Introduktion til NVivo

9/12, kl. 9.30-16.30, Aarhus Sygehus, DNC auditoriet, bygn. 10.

Konference om Luhmann og sundhedssystemet

19-20/1-2012

Dansk Sociologkongres 2012: Troubled Identities

Januar/februar 2012

Ph.d.-kursus: Professionsstudier i et sociologisk perspektiv – en introduktion

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Download

  • Download nyhedsbrevet som pdf.