”Da min forskning på den ene eller anden måde altid tematiserer forholdet mellem diskurs og identitet, spiller Michel Foucault en central rolle for mig. Han er jo diskursanalysens førstemand, og hans værk om Vidensarkæologien bliver ved med at være en kernereference i mit arbejde. Man får ikke altid uproblematiske svar – fx hvad angår forholdet mellem subjekt, identitet og diskurs – fra Foucault, men man får altid en konstruktivt-provokerende diskussionspartner.”

”Foucault ja. Jeg elsker hans teori om heterotopia. Og jeg vil bruge denne teori på al rumanalyse og selvfølgelig kulturanalyse. For at give et konkret eksempel vil jeg bruge den til at fortolke brugerens oplevelse af virtuelt rum og spilafhængighed i en computerspilsanalyse. Eller på brugerens oplevelse af virkelighed i sociale medier og egne avatarer.”

”For mig har Michel Foucault først og fremmest fungeret som en sten i skoen. Som humanistisk-kritisk teoretiker har jeg aldrig fundet hans antihumanisme og tendentielle determinisme overbevisende, men hans magtanalyser har ikke desto mindre irriteret mig tilstrækkeligt på den produktive måde til at udvirke vigtige nuanceringer i min forståelse af magt og konflikter som vilkår.”

”For mig som jurastuderende er Foucault lig straf. I hans bog Surveiller et punir: Naissance de la prison (1975) kortlægger han fremvæksten af det moderne fængselsvæsen og forklarer, hvordan man kan opfatte fængslet som den strengeste del af det panoptiske samfund. Det er efter min mening vigtigt for jurister, og andre, der arbejder i retsvæsnet, at have perspektiv på, hvorfor og hvordan vi straffer. Det leverer Foucault et interessant og velargumenteret bud på.”

”For mig er Foucault en øjenåbner for at stille kritiske spørgsmål til de opfattelser og begreber, vi regner som selvfølgelige, og underkaste dem en historisk analyse.”