Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Vidensformer i Videnssamfundet

Kontaktperson: Steen Wackerhausen (filsw@hum.au.dk) | professor | RUML/Institut for Filosofi & Idéhistorie

Projektbaggrund

Både når udtrykket ’videnssamfundet’ anvendes som tematisk deskription af vort nutidige samfund og som et ideal for det kommende samfund, er det helt afgørende nøglebegreb og –fænomen viden.  Også i nutidens beskrivende og udviklingsrettede udtryk som ’vidensdistribuering’, ’vidensgenerering’, ’vidensbaseret praksis’, ’vidensøkonomi’, ’videnskapital’, ’knowledge management’, ’optimeret videnstilegnelse’  osv., er det viden (som begreb og fænomen), der er det signifikant meningskonstituerende og retningsgivende element. Men til trods for ovenstående ”viden-udtryks” hyppige brug og centrale placering i mangfoldige (politiske, uddannelsesmæssige, organisatoriske etc.) diskurser, så står det ikke klart, hvilket eller hvilke begreber om viden, som er eller bør være på spil i denne sammenhæng, og hvilket eller hvilke fænomener, der refereres til.  Og da videns(generering, -tilegnelse, -kapital etc.) ofte bliver tænkt som midler til eller konstitutive elementer i professionel kompetence, rejser dette endvidere spørgsmålet om, hvilken kompetence-forståelse der ligger bag brugen af ovennævnte ”videns-udtryk”.

Projektformål og arbejdshypoteser

Med baggrund i ovenstående er projektets formål, (a) at afdække centrale videns- og kompetenceopfattelser, som er dominante i videnssamfundets politiske og uddannelsesmæssige tænkning og praksis, samt (b) at analysere disse opfattelsers teoretiske og empiriske holdbarhed med henblik på (c) at åbne op for nye begrebslige og konstitutive bestemmelser af viden(sformer), herunder også supplerende bestemmelser af kompetence(former), som udviser en sensitivitet over for videnssamfundets divergerende professioner og situerede praksisfelter.  Projektets overordnede arbejdshypotese er, at kompetent professionel praksis ikke blot forudsætter og har integreret én, men flere vidensformer; vidensformer som kræver forskellige tilegnelses- og distribueringspraksiser

Projektorganisering

Projektet står i forlængelse af et afsluttet tværfagligt rammeforskningsprojekt om ikke-skolastisk læring (Forskningsstyrelsen) og et tilhørende forskningsnetværk; en række deltagere i dette netværk indgår som samarbejdspartnere i Vidensformer i videnssamfundet.  Projektet er én af forskningsaktiviteterne under RUML (Research Unit for Multi-dimensional Learning), med Institut for Filosofi og Idéhistorie som vært.

Projektvarighed

Projektets forventede varighed er 3 år (afslutning 2009).

Projektprodukter

Tidsskriftsartikler samt diverse formidlingsaktiviteter.