Aarhus Universitets segl

Interview: Fødevarer og forbrug i fokus

I denne måned har CESAU fokus på forskergruppen ’Fødevarer og Forbrug’. Derfor har vi sat gruppens koordinator Egon Noe i stævne for at høre mere om, hvad gruppen har på dagsordenen.

I denne måned har CESAU fokus på forskergruppen ’Fødevarer og Forbrug’. Derfor har vi sat gruppens koordinator Egon Noe i stævne for at høre mere om, hvad gruppen har på dagsordenen.

Af Nanna Mia Jørgensen

I CESAU-forskergruppen ’Fødevarer og Forbrug’ arbejdes der med områder som mad- og spisekultur, kvalitetsopfattelser, fedme, fødevareregime og økologi. Og det er endda bare for at nævne en del af det, som gruppen beskæftiger sig med.

Koordinatoren for gruppen er seniorforsker Egon Noe fra Institut for Agroøkologi. Han forsker selv i området inden for fødevarer og forbrug og har blandt andet undersøgt områder som naturværdier og landskabets æstetik, landdistrikter og regional udvikling, driftsledelse og bæredygtig markedsføring.

Mangfoldig sammensætning

I gruppen er der forskere, der til dagligt beskæftiger sig med alt fra jordbrug til filosofi - deltagerne i gruppen kommer blandt andet fra Informations- og Medievidenskab, Filosofi og Idehistorie og Institut for Jordbrugsproduktion og Miljø. Altså er det et meget bredt felt, som gruppen gaber over, men der er plads til endnu flere forskellige emner og deltagere i gruppen, fastslår Egon Noe.

I gruppen bliver der løbende afholdt workshops, og der arbejdes også på nogle fælles projektansøgninger om fødevareregimer og folkesundhed, der i fremtiden forhåbentligt vil danne baggrund for fælles forskningprojekter på tværs af deltagerne i gruppen.

Fokus på fødevareregimer

Til årets sociologikongres i januar stod forskergruppen 'Fødevarer og Forbrug' sammen om at oprette en arbejdsgruppe under titlen ’Food regimes, consumptions and identities’. Denne arbejdsgruppe gav forskergruppen mulighed for at diskutere nogle af de emner, som forskergruppen normalt tager op, med andre fagfæller uden for Aarhus Universitet og således få et nyt perspektiv på tingene.

- Fødevareproduktion står over for en krydsvej. Vi ved, at produktionen lige nu er i problemer. Men der er ikke mange inden for branchen, der er villige til at gå nye veje og satse anderledes. Mange har en økonomisk interesse i at fastholde de nuværende systemer, og derfor er de ikke interesseret i at satse mere på kvalitet og det lokale.

Sådan forklarer Egon Noe i korte træk, hvad der sker inden for området ’fødevareregimer’. Et emne som er meget oppe i tiden, og som har fået en del opmærksomhed i gruppen.

Fødevarer & sociologi?

I gruppen er der både fokus på deltagernes enkelte forskningstraditioner, men de mødes også i et fællesskab omkring sociologien.

- Vi mødes i gruppen med vores forskellige baggrunde. Her kan vi få sat perspektiverne i vores projekter ind i en større sammenhæng, som ofte er funderet i sociologien, forklarer Egon Noe.

Det sociologiske samarbejde i gruppen sætter eksempelvis fokus på:

  • Hvad har forandringerne i produktionsformerne af betydning for opfattelsen af fødevarekvalitet samt for indkøb og forbrug?
  • Hvilke sociale implikationer har fremkomsten af et højdifferentieret fødevaremarked, herunder inklusions- og eksklusionsprocesser?
  • Hvilken rolle spiller tillid i forhold til den øgede kompleksitet i fødevaresektoren, fx i tilknytning til et mærke som fair-trade?

Hvis du vil vide mere om gruppen ’Fødevarer og Forbrug’, er der god grund til at holde øje med CESAUs hjemmeside, hvor der snart vil komme et lille videoindslag, hvor Egon Noe vil fortælle mere om gruppen.

  • Du kan også læse mere om gruppen her

 

"Fødevareproduktion står over for en krydsvej. Vi ved, at produktionen lige nu er i problemer. Men der er ikke mange inden for branchen, der er villige til at gå nye veje og satse anderledes. Mange har en økonomisk interesse i at fastholde de nuværende systemer, og derfor er de ikke interesseret i at satse mere på kvalitet og det lokale", siger Egon Noe fra forskergruppen Fødevarer og Forbrug.