Aarhus Universitets segl

6. nyhedsbrev

>> Download hele nyhedsbrevet som pdf-fil her <<

 

LÆS I DETTE NYHEDSBREV:

  • Ny forskergruppe i vidensociologi
  • Konference om fødevareproduktion og -forbrug
  • Konference og ph.d.-kursus om genoprettende retfærdighed
  • Ph.d.-kursus om sociologiske metoder – påmindelse
  • Reception for bogserien Sociologiske Studier
  • Nyt sociologisk studentertidsskrift: Det Associative Spor
  • Nyt på bloggen vedrørende Sandbjergseminaret
  • Kortlægning af sociologien på Aarhus Universitet
  • Nyt fra studentergruppen
  • Kalender

NY FORSKERGRUPPE OM VIDENSOCIOLOGI

CESAU har fået en ny forskergruppe, der skal arbejde med vidensociologi. Gruppens udgangspunkt er, at idéen om mere viden – det være sig i form af ønsket om mere forskning eller i kravet om mere innovation osv. – er blevet et grundvilkår i alle sfærer af samfundet fra den daglige praksis til eksempelvis politik. Det senmoderne samfund er således kendetegnet ved en forståelse af, at fortsat udvikling er vidensbåret. Vidensociologi arbejder med at undersøge, beskrive og forstå centrale elementer af dette grundvilkår ved at udforske en bred vifte af vidensociologiske temaer såsom:

  • kontekstens indflydelse på videns opståen, skabelse og udvikling
  • legitimering, nuancering og falsificering af viden
  • organisering, kategorisering og institutionalisering af viden (fx på arbejdspladsen)
  • asymmetrier mellem vidensystemer
  • koblinger mellem viden, autoritet og magt i forskellige relationer (fx mellem beslutningstagere og eksperter)

Inden for netværket forskes der konsekvent problemdrevet. Det er således de fænomener, der udforskes, og deres beskaffenhed, som afgør valg af metode. Gruppen ledes af Peter Kastbjerg (Institut for Sprog og Erhvervskommunikation, Aarhus School of Business and Social Sciences). Tilmeld dig den nye forskergruppe her.

MINIKONFERENCEN: FØDEVAREPRODUKTION OG FØDEVAREFORBRUG – AFKOBLING OG NYKOBLING

Forskergruppen for fødevarer og forbrug afholder den 31. marts minikonferencen Fødevareproduktion og fødevareforbrug – afkobling og nykobling. Konferencen har til formål at præsentere og diskutere sociologiske vinkler på og tilgange til arbejdet med den materielle og kontekstuelle afkobling, der sker i fødekæder, og de afledte konsekvenser heraf. Intentionen med konferencen er samtidig at etablere et forskningsnetværk, som – med et materielt udgangspunkt – skal undersøge både de komplekse problemer, der knytter sig til afkoblingen mellem valg og konsekvens i det moderne samfunds fødekæde, og mulige tilgange til at nykoble konsekvenserne af menneskelige handlinger i de forskellige led i fødekæden. Hovedoplægsholder er professor Jens Tonboe, der er kendt for sit store arbejde inden for rummets sociologi. Desuden vil der være oplæg ved Egon Noe, Steen Brock og Chris Kjeldsen. Konferencen afholdes i Studenternes Hus, mødelokale 1, den 31. marts kl. 9.00–16.00. Tilmelding til frokost (koster 100 kr.) samt yderligere information fås hos Chris Kjeldsen – Chris.Kjeldsen@djf.au.dk. Læs mere om konferencen her.

GENOPRETTENDE RETFÆRDIGHED – KONFERENCE MED TILKNYTTET
PH.D.-KURSUS

Den 12.–13. maj 2011 er CESAU medarrangør på en konference og ph.d.-workshop, under titlen Genoprettende retfærdighed (restorative justice). Mens idéer om genoprettende retfærdighed længe har udgjort et centralt element i konfliktløsning i fx Sydafrika, Uganda, New Zealand, Canada og USA, er det et relativt nyt fænomen i Danmark. Idéer om genoprettende retfærdighed er dog også begyndt at vinde indpas herhjemme, ikke mindst eksemplificeret ved, at der pr. 1. januar 2010 blev indført en landsdækkende ordning med konfliktråd i danske straffesager. Målet med konferencen er at belyse idéer om genoprettende retfærdighed fra forskningsbaserede såvel som praktiske synsvinkler, som fx Aarhus Kommunes nyetablerede ’Youth Offending Team’, samt give ph.d.-studerende mulighed for at præsentere papers relateret til genoprettende retfærdighed. Læs mere om konferencen og ph.d.-kurset her. Tilmelding til ph.d.-kurset sendes til Christian Gade: filcbng@hum.au.dk

PH.D.-KURSUS: INTRODUKTION TIL SOCIOLOGISKE METODER – PÅMINDELSE

Vi minder om, at CESAU her i foråret udbyder et introduktionskursus i sociologiske metoder, fordelt på fire kursusgange. De sociologiske metoder og teknikker, som introduceres på kurserne, er: Det kvalitative forskningsinterview, Feltstudier, Tekst-/diskursanalyse samt Kvantitative metoder. Tilmeldingsfrist den 1. april. Læs mere på hjemmesiden.

RECEPTION FOR BOGSERIEN – SOCIOLOGISKE STUDIER

CESAU lancerer i samarbejde med Aarhus Universitetsforlag en ny bogserie kaldet Sociologiske Studier, der har til hensigt at give den bedste sociologiske forskning en samlet platform ved Aarhus Universitet. Bogserien er peer reviewed og udgiver monografier såvel som antologier forfattet på både dansk og engelsk.

Lanceringen af Sociologiske Studier markeres med følgende tre udgivelser:

  • Carsten Stages: Tegningekrisen – som mediebegivenhed og danskhedskamp
  • Inge Degn & Kirsten Molly Søholm (red.): Tørklædet som tegn. Tilsløring og demokrati i en globaliseret verden
  • Anne Lorentzen & Søren Schmidt-Jensen (red.): Planlægning i oplevelsessamfundet

I forbindelse hermed afholder CESAU en reception tirsdag den 5. april, kl. 14.15–16.00 på Institut for Statskundskab, bygning 1330, lokale 122.

Alle medarbejdere ved Aarhus Universitet er velkomne, dog er forudgående tilmelding nødvendig. Tilmelding kan ske ved henvendelse til centerleder Carsten Bagge Laustsen på e-mail: cbl@cesau.au.dk

DET ASSOCIATIVE SPOR – NYT STUDENTERTIDSSKRIFT

Det Associative Spor er et nyt webbaseret tidsskrift, der henvender sig til studerende på bachelor- og kandidatniveau. Selvom der ikke uddannes sociologer på Aarhus Universitet, anvendes disciplinens metoder og teorier alligevel i vid udstrækning, på tværs af faglige og institutionelle skel. Det Associative Spor er en platform, hvis formål er at sætte fokus på sociologien, diskutere den inden for en tværfaglig ramme og derudover være socialt omdrejningspunkt for en udveksling af viden og interesser på tværs af fag og andre institutionelle skel. Temaet for første nummer er ”Den tværfaglige sociologi”, og deadline for indsendelse af artikler er den 28. marts. Bidragydere vil få tilknyttet et redaktionsmedlem som sparringspartner, hvis opgave er at give konstruktiv feedback til bidragyderne. I forlængelse af det første nummer afholder Det Associative Spor et lukket symposium den 9. april, hvor bidragydere er inviteret til at holde en kort præsentation. Du finder call for papers som pdf-fil her.

SANDBJERGSEMINARET – FØLG MED PÅ BLOGGEN

Under det nyligt afholdte Sandbjergseminar optog vi bl.a. John Urrys keynote og flere præsentationer på de enkelte sessioner. Vi arbejder i øjeblikket på at synkronisere optagelserne med de anvendte slides, således at det i nærmeste fremtid vil være muligt at streame John Urrys keynote og andre oplæg direkte fra CESAU’s blog. Man behøver dog ikke at vente så længe med en stemningsrapport fra seminaret, idet Hanne Knudsen (DPU) allerede har postet et indlæg om seminaret og hendes specifikke møde med center-periferi-dikotomien – på en taxatur fra Sønderborg til Sandbjerg. Læs hele blogindlægget.

KORTLÆGNING AF SOCIOLOGIEN PÅ AU

CESAU har længe arbejdet på at få et endnu bedre overblik over de mange sociologiske miljøer på Aarhus Universitet blandt andet ved at indhente konkret viden om, hvilke former for sociologi der bedrives på henholdsvis undervisnings- og forskningssiden.

I den kommende tid vil CESAU fremsende et mindre skema til de videnskabelige medarbejdere, som arbejder med sociologisk relevante emner, teorier og metoder. Intentionen er at få skabt et overblik over:

  • Hvilke sociologiske interesser og kompetencer I har?
  • Hvilke sociologiske teoretikere/tænkere I interesserer jer for?
  • Hvilke sociologiske metoder I primært beskæftiger jer med?

Kortlægningen skal danne grundlag for CESAU’s videre arbejde og samtidig give os mulighed for at målrette både aktiviteter og initiativer i forhold til de deltagende forskningsmiljøer.

NYT FRA CESAU’S STUDENTERGRUPPE

Onsdag den 23. februar afholdt CESAU’s studentergruppe en jobdag, hvor fire oplægsholdere fortalte om, hvordan de brugte sociologien i deres arbejdsliv. På baggrund af det store fremmøde og den positive respons planlægger studentergruppen derfor at afholde et tilsvarende arrangement til efteråret. Derudover arbejder studentergruppen på at arrangere en sociologiekskursion. Spørgsmål og forslag til mulige oplægsholdere ved CESAU’s jobdag kan rettes til studentermedhjælper Birgitte Gade: bg@cesau.au.dk.

KALENDER

Dato Tidspunkt Arrangement
10/3 Kl. 13.00-16.00

Møde i forskergruppen Arbejdssociologi og organisationssociologi

Sted: Handelshøjskolen i Aarhus, Lokale L263, Bygning L (ved siden af hovedindgangen)

10/3 Kl. 13.00-16.00

Møde i forskergruppen for Science, Technology Society studies

Sted: Bygning: Turing, lokale 014

23/3

Kl. 13.00–15.00

Møde i forskergruppen Ret, religion og statens sociologi

Sted: Bygning 1443, lokale 340

28/3

Deadline for indsendelse af artikler til Det Associative Spors temanummer om tværfaglig sociologi

31/3 Kl. 9.00-16.00

Konference om fødevareproduktion og -forbrug

Sted: Studenternes Hus, mødelokale 1

5/4 Kl. 14.00-16.00

Reception for bogserien Sociologiske Studier

Sted: Bygning 1330, lokale 122

12.-13/5 Kl. 9.00-15.15

Konference og ph.d.-kursus om genoprettende retfærdighed

Sted: Bygning 1443, lokale 215.

 

REMINDER: TILMELD DIG NYHEDSBREVET PÅ NETTET

Fik du dette nyhedsbrev videresendt og har lyst til selv at blive abonnent? Tilmeld dig her.

Har du viden om aktiviteter og arrangementer, som er relevante for CESAU’s medlemmer, kan du sende en mail til webmaster@cesau.au.dk, så skal vi sørge for at tage det med i næste nyhedsbrev og/eller gøre informationen tilgængelig på hjemmesiden.

Følg med i CESAUS blog på: http://blog.cesau.au.dk/